Prydtræer, her, Fandens spadserestok, (Aralia elata)
Med prydtræer menes her, mindre træer eller specielt kønne træer. Solitære træer, som tager sig bedst ud alene.
Dette, med det sigende danske navn 'fandens spadserestok' har sit navn efter de mange torne på stammen.
Japansk pebertræ, Zanthoxylum piperitum.
Zanthoxylum piperitum, Japansk pebertræ. Som er et lille træ, eller busk, med store kraftige torne. Er en slægt med ca. 250 arter. En løvfældende busk eller et lille træ, der vokser til ca. 15 fod, det foretrækker en lerjord, men er ikke rigtig kræsen med hensyn til jord eller placering.
Træet blomstrer i april til maj og danner blomsterklynger, ca. 5 mm og gulgrøn i farve.
De friske blade kan bruges i salat, men det er frugterne eller rettere frugtskallerne som giver det bedste krydderi. Frøskallerne ristes og stødes i en morter, derved får man sichuanpeber, som indgår i den kinesiske krydderiblanding Five Spice, kaldet shichimi. Dette kan fås i bl.a. invandrerbutikker.
Frøene smager stærkt af peber. Frøene kan sås. Billederne viser modne frugter.
Træet er hårfør herhjemme, US Hardiness Zone: 5-9.
Giftighed. Børn kan ved kun enkelte frø få forgiftning. For voksne kan forgiftning optræde ved indtagelse af mange frø, over 20. Det er frøsskallerne der anvendes i madlavningen, uden de små sorte frø der er giftige.
Bladene kan ligeledes anvendes som krydderi, uden fare, de smager også af peber.
Andet navn: Japansk, Sichuan Peber.
Blodblomme, Prunus cerasifera.
Blodblomme, Prunus cerasifera. Kronen kan blive 4 - 6 meter høj og 2 - 3 meter bred, og årlig tilvækst 15 x 15 cm/år. Blomstrer fra maj - maj Modningstid juli - juli Mellemstore rosarøde blomster Vokser i sol / halvskygge Fuldt hårdfør.
Barken er først mørkerød og glat. Senere bliver den afskallende i lysegråt, og til sidst er den grå med netagtige furer. Knopperne sidder spredt, og de er bittesmå, rødbrune og lidt flossede i spidsen. Bladene er omvendt ægformede og mørkt brunrøde på begge sider. Randen er svagt takket.
Planten forhandles næsten udelukkende podet på grundstammen Mirabel (Prunus cerasifera). Rodsystemet er altså lig denne plantes rodsystem, hvilket betyder kraftige og vidt udbredte hovedrødder med ret svage siderødder. Grundstammens tilbøjelighed til at danne rodskud kan komme til at volde en hel del besvær!
Mistelten, Viscum album.
Mistelten, Viscum album. Er en 20–50 cm høj busk, der som halvsnylter vokser på andre planter, især løvtræer. Mistelten findes kun meget sjældent vildtvoksende i Danmark.
Ordet mistelten er af usikker oprindelse. Det kan være relateret til det tyske ord Mist, der betyder gødning, men i oldengelsk bliver mistel også anvendt for basilikum.'
Mistelten er en stedsegrøn halvsnylter med kugleformet vækst. Skuddene er glatte og lysegrønne med cirkelrundt tværsnit. Bladene sidder modsat, og de er spatelformede eller elliptiske med hel rand. Over- og underside er ensartet lysegrønne. Blomstringen sker i marts-maj, og den består af kugleformet samlede gulgrønne småblomster, som ikke syner af meget.
Frugterne er kuglerunde, halvt gennemsigtige, mælkehvide bær med én lysegrøn kerne. Frøene er indlejret i det sejt klæbrige frugtkød, som bidrager til at klæbe kernen fast til værtsplanten, når fugle fejer næbbet rent efter at have ædt frugtkødet. Desuden passerer frøene uskadte gennem fuglenes tarm og spredes derved med ekskrementerne, heraf fra tysk 'mist'.
Rodnettet består af et antal "sænkere", som trænger ind i værtplantens ved, hvor de henter vand og mineralske stoffer. Da planten selv sørger for fotosyntese, er den kun halvsnylter.
Den blev tidligere anset som en trylleplante, der kunne åbne dødsrigets porte, gøre ufrugtbare dyr frugtbare, og virke som serum mod alle typer gift. Stenalderens jægere kunne nedlægge selv store dyr, blot pilen var dyppet i misteltenens gift. Efterhånden som der blev mindre jagt, og misteltenen mere sjælden, gik den kundskab i glemmebogen, men har overlevet i finsk, jødisk og persisk tradition, samt i beretningen om Balders død, hvor misteltenen stadig er en dødelig plante; man havde blot glemt hvorfor.
Det særlige ved mistelten er, at den vokser som snylteplante på andre træer og ser ud til at være ukendt for både Snorre i Den Yngre Edda og forfatteren af Den Ældre Edda. Begge beskriver den som en plante, der vokser i jord.
Omfatter 7 slægter med mere end 500 arter.
Løvtræmistelten (Viscum album ssp. album) på poppelarter, pilearter, æbletræer, hvidtjørne, hasselarter, robinie, birke, linde, lønne, rød-ege, samt arter af ask og avnbøg. Ædelgranmistelten (Viscum album ssp. abietis) på ædelgranarter. Fyrmistelten (Viscum album ssp. austriacum; synonym Viscum laxum) – på arter af fyr eller sjældnere på gran- og lærkearter.
Frøene skal sås hurtigt efter, at misteltenbærrene er blevet plukket. April og maj er det bedste tidspunkt at så mistelten på.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 1 x 1 m (5 x 5 cm/år).
Mistelten er giftig. hvis den kommer ind i blodomløbet. Giften kan udvindes ved at knuse planten mellem to sten, og da mistelten er stedsegrøn, er den giftig året rundt. Udtræk af planten indeholder lectin, som skulle være virksomt mod visse typer kræftceller. Mistelten hører derfor til de planter, der er grundigst undersøgt af farmakologer i moderne tid.
I dag er det almindeligt at anvende mistelten som julepynt. Mistelten (Viscum album) anvendes i Europa, og Phoradendron leucarpum (på engelsk: Eastern mistletoe) i Nordamerika. Ifølge en juletradition er en mand og en kvinde, som kommer til at stå sammen under en mistelten, forpligtet til at kysse hinanden. For hvert kys skulle manden plukke et bær af misteltenen; og når der ikke var flere tilbage, skulle der heller ikke kysses mere.
skovene ved Jægerspris har set sådan ud, angreb af mistelten. Dværgmisteltenen, Arceuthobium. Der for skovbrug er meget skadelig. De, dværgmisteltenene, har alle meget reducerede skud og blade (for det meste reduceret til skalaer, 0=ingen,1=halvt,2=mere end halvdelen. Træet deles op i top midt og nederst, og vurderes hver for sig.), hvor størstedelen af planten lever under værtens bark.
Kastanier, Aesculus .
Vi har sat et stykke jord af til solitære træer, bl.a. store træer hængende træer som Betula tristis, Egebladet bøg, fligebladet eg, søjlebøg, humlebøg o.a.
Bl.a. en Sargents æble 'Malus sargentii' med en Mistelten, 'Viscum album'.
Almindelig Humlebøg, Ostrya carpinifolia. Eller Europæisk Humlebøg er et stort, løvfældende træ med en kegleagtig vækstform. Gamle træer bliver dog brede og åbne i væksten. Træet er ofte flerstammet. Veddet bruges som gavntræ i hjemlandene.
Barken er først brun med bittesmå, lyse barkporer. Dernæst bliver den gråbrun med svage, tværgående porebånd, og til sidst bliver den opsprækkende i små flager (omtrent som hos Spisepære).
Knopperne er spredte og udspærrede. De er dels brune og dels klart grønne på én og samme knop. Der er fine hår langs randen af knopskællene.
Bladene er ægformede med skarpt og dobbelt savtakket rand. Der er mange nerver, som ligger forsænket i bladoverfladen (ligesom hos Avnbøg). Oversiden er mørkegrøn og skinnende, mens undersiden er noget lysere med små totter hår ved nervevinklerne. Høstfarven er blegt gråbrun.
De gamle hunrakler sidder langt hen på vinteren og ligner humlekopper i færdig tilstand (altså med frø). De nye, hanlige rakler sidder i bladhjørnerne ved skudspidsen.
Frøene modner godt og spirer villigt. Rodnettet består af dybtgående, kraftige hovedrødder. Siderødderne er svagt forgrenede.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 15 x 15 m (25 x 25 cm/år).
Tilia henryana, Familie: Malvaceae 'Henrys Lind'
Tilia henryana, Familie: Malvaceae 'Henrys Lind'
På tysk Henrys linde, det er det navn man skal benytte hvis man vil Google træet.
Det er en del brugt i tyskland som allé træ og der er planteskoler der laver meget store træer.
Kræver ikke speciel jord men fugt, træet 10 m højt, 6m bredt og kan blive gammelt.
Træet stammer fra kina.
Kivi, Actinidia chinensis.
Kivi, Actinidia chinensis. Stikkelsbær Kiwi, sortsnavnet er desværre gået tabt. Da jeg købte denne for 30 år siden, fandtes der ikke så mange sorter på markedet. Denne er en sort med hår, ca. 4-5 cm lang og kan være svær at få til at modne.
Den gav først frugt da der blev plantet andre kivier, så den har manglet en han den stakkel.
Den er meget sur, indtil den har fået frost. Jeg har skrællet den og råsyltet den i en sukker saltlage, og efter et par år er den fantastisk til en hjemmelavet is.
Planten er slyngende og har flere gange været skåret helt ned, det kan nu være svært at se.
Men den har en fantastisk duft når den blomstrer, og så lige uden for soveværelset på første sal.
Liriodendron tulipifera
Almindelig tulipantræ er et stort, løvfældende træ. Vækstformen er smal og kegleformet i de unge år. Senere bliver den mere uregelmæssig med svære, vandrette grene, der bøjer opad og bærer særskilte småkroner. Videnskabeligt navn: Liriodendron tulipifera
Familier: Magnolie-familien (Magnolie-familien)
Slægt: Tulipantræ Klasse: Art
Vort træ er kun et par meter højt, det blev købt i tyskland fra en special planteskole der havde en stand på markedet i Kikeberg.
Skæbnetræ, Clerodendrum trichotomum
Clerodendrum trichotomum, Løvfældende, opret voksende busk.
Kan bliver ca. 3 - 4 m høj og bred Grønne blade, smukke efterårsfarver.
Hvide blomster i august, dufter sødt,
Blåsorte bær Trives i sol til let skygge og god jord.
Træ Peon, Paeonia × suffruticosa.
Træ Peon, Paeonia × suffruticosa. Paeonia × suffruticosa er et navn, der bruges til en gruppe af kulturer af træpæoner, der er resultatet af hybridisering, der udelukkende hører til underafsnittet Vaginatae. Det almindelige navn, der bruges i Kina. Planter der hører til denne gruppe, er blevet dyrket i årtusinder i Kina, oprindeligt kun som en kilde til traditionel kinesisk medicin. Allerede tidligt blev planten også dyrket for sin ornamentale værdi, og den er meget æret i kinesisk kultur.
Paeonia suffruticosa, er navnet på de fleste træpæonsorter, men er ikke en naturligt forekommende art. Så det er en hybrid. Genetisk analyse har vist, at fem arter af underafsnittet Vaginatae tilsammen udgør forældrene til træpeonkulturen. Denne blev oprettet før Anden Verdenskrig.
Tre fjerdedele af deres DNA er identisk med det i Paeonia cathayana, hvilket indikerer, at denne art er den oprindelige stammoder. Næsten alle de resterende sorter har chloroplast-DNA identisk med det i P. qiui og sjældent fra P. ostii og delvist fra Paeonia rotundiloba.