Lerbjerggaard

Velkommen til Lerbjerggaard´s hjemmeside, vi håber at I vil få gode oplevelser.

Lerbjerggaard

Velkommen til Lerbjerggaard´s hjemmeside, vi håber at I vil få gode oplevelser.

Johann Georg von Langen.

Johann Georg von Langen (22. marts 1699 i Oberstadt – 25. maj 1776 i Jægersborg) var en tysk forstbotaniker, bror til Franz Philipp von Langen.

Langen var født i Thüringen. Han tilbragte 25 år af sit voksne liv under dansk herredømme, deraf 12 i Norge og sine sidste fra 1763, hvor Frederik 5. på initiativ af overjægermester Carl Christian von Gram hentede ham til Danmark for at indrette kronens skove i Nordsjælland til økonomisk rationel tømmerproduktion.

Han blev indkaldt i 1737 til Norge for at ordne Kongsberg skove af hensyn til bjergværksdriftens behov for regelmæssige forsyninger med træ og vendte derefter i 1742 tilbage til Braunschweig, hvorfra han som »Oberjägermeister« atter indkaldtes til Danmark i 1763 for at indføre de dengang ny principper for ordnet skovdrift i Nordsjællands statsskove.

Disse havde hidtil lige som næsten al anden skov i Danmark været drevet ved plukhugst. Von Langen indførte nu »hugstinddelingen«, hvorved skoven deltes i een eller flere rækker af regelmæssig formede stykker, som hvert for sig blev hugget og på ny tilkultiveret på eet år. For at kunne bestemme disse årshugsters størrelse opmålte og kortlagde von Langens skovenes areal, og for at kunne give oplysning om udbyttet af skovdriften optalte han alle træer over en vis størrelse med tilføjelse af deres fordeling i 3 størrelsegrupper.

Til hjælp ved udførelsen af disse arbejder havde von Langen dels 2 af sine landsmænd, som var fulgte med ham til Danmark, dels 8 unge danske forstmænd, som havde søgt uddannelse i Tyskland blandt andet også i Braunschweig hos von Langen. Arbejdet blev da også omtrent fuldført for alle Nordsjællands statsskove i løbet af et par år.

Von Langen fik anlagt stendiger og grøfter for at holde husdyrene ude og inddelte skoven i firkantede afdelinger, der blev indhegnet for at holde vildtet ude.

Født: 22. marts 1699 i Oberstadt. Død: 25. maj 1776 i København. 77 år gammel.

I afdelingerne blev plantet mange forskellige træarter: von Langen indførte bl.a. nåletræarterne rødgran, ædelgran, lærk og skovfyr til dansk skovbrug. Von Langen indførte også træarten ær (ahorn), som sår sig så villigt overalt, at den har fået tilnavnet "von Langens fodspor".

I Nørreskoven står endnu to meget høje ædelgraner og flere imponerende lærk og ahorn. I perioden 1763-78 blev den såkaldte Gram-Langenske forstordning indført. Mange af de træer, der i sin tid blev plantet under von Langen, kan stadig ses, og flere plantager i nordsjællandske skove er opkaldt efter ham.

Han boede på Jægersborg Slot og blev begravet i Gentofte Kirke, hvor der er opsat en mindetavle over ham. Von Langens største betydning for Danmarks skovbrug ligger dog ikke i den administrative ordning, han gennemførte, da den blev forholdsvis hurtig opgivet, men derimod i, at han for denne ordnings skyld indførte blandt andet de i landet hidtil ikke dyrkede nåletræer, som siden hans tid har bredt sig til alle egne af landet. I dag ser man ikke med milde øjne på indførsel af fremmede dyr og planter, man begynder endog at banlyse flere, ved at kalde dise for 'Invasive'.

Ask, Fraxinus.

Ask, Fraxinus. Ask (Fraxinus excelsior), også almindelig ask, er et op til 35 m højt træ, der vokser på fugtig bund i skov og krat. Den er ofte plantet. Ask har en åben krone og et let løv, som lader en del lys slippe igennem.

Rodnettet består af en dybtgående pælerod og få, men svære siderødder, der når langt udenfor drypzonen. Ask er et udpræget lystræ. Løvet er mulddannende. Asken kan blive flere hundrede år gammel. 

Smalbladet Ask, Fraxinus angustifolia. Er et middelstort, løvfældende træ med en opret vækstform og gennemgående, ret stamme. Kronen er kegleformet med udspærrede, senere overhængende grene.

Barken er først glat og lysegrøn. Senere bliver den først olivengrøn med ganske få, lyse porer. Til sidst er den grå og opsprækkende (som Ask). Knopperne er matte, rødbrune og modsatte til let forskudte, runde eller kegleformede og fint hårklædte. Bladstilken er spinkel og rødlig, og den efterlader et næsten rundt bladar. 

Højde x bredde og årlig tilvækst: 25 × 15 m (50 × 30 cm/år). Målene kan anvendes ved udplantning.

Mannaask, Fraxinus ornus. Ofte skrevet manna-ask, er et lille træ med en lige gennemlø­bende stamme og en åben, rund krone.'

Bar­ken er først brunoliven og glat, men bliver senere grå og til sidst op­sprækkende i flade furer. De modsatte knopper er gråbrune og kegleformede. Bladene er uligefinnede med 7 små­blade. Småbladene er af­langt ægformede med svagt takket rand. Både over- og underside er lyse­grønne og glatte. Blom­sterne er samlet i over­hængende toppe. De er uregelmæssige med smalle, flødehvide kron­blade. Der kan af og til mærkes en let duft ved blomsterne. Frugterne ligner den almindelige asks vingede nødder, og de spirer udmærket. De planter, der sælges her i landet er oftest podet på grundstammer af Almindelig Ask, hvis rodnet træerne så overtager. De kloner, der er i handlen, blomstrer ikke lige kønt. Forlang derfor nøjagtige op­lysninger om moderplanten!

Højde x bredde og årlig tilvækst: 10 x 5 m (20 x 15 cm/år)

 

Valnødbl. ask, alba caroliniana.'

Almindelig ene, Juniperus communis.

Almindelig ene, Juniperus communis. Eller blot ene eller enebær, er en op til 10 meter høj tvebo busk. Planten bruges en del som prydbusk i parker og haver. Ene er naturligt hjemmehørende på sandjord, hvor den kan danne store krat. Plantens navn "Enebær" betyder optændings-brænde, og har ikke noget med bærret at gøre. 

Blyant-Ene (Juniperus virginiana) er et mellemstort, stedsegrønt nåletræ. Væksten er opret til søjleformet. Enkelte, udvalgte sorter har dog en bred, buskagtig vækst. Nåle og skæl lugter kraftigt, måske lidt sæbeagtigt, når man knuser dem.

Beskrivelse: Barken er først rød- til blågrøn med tilliggende, spidse nåle i kranse à tre. Derefter bliver den brun med døde nåle, så grålig og opsprækkende i strimler, og til sidst grå med lange, løse strimler. Rigtigt gammel bark er rustbrun, fordi den bløde underbark er blottet. Kvistene er tynde og noget firkantede. Knopperne ligger skjult under nålene. Bladene er dels nåleformede (ungdomsform) og dels skælformede (moden form). De nåleformede blade sidder oftest i spidserne af et skudsystem, hvor de dækker de yngste kviste. Nålene sidder enten parvist modsat eller – på kraftige skud – i kranse med tre i hver. Hunblomsterne bliver til bæragtige kogler, som er blåduggede. Frøene modner ikke altid herhjemme. Rodnettet består af kraftige, tæt forgrenede hovedrødder, der ligger lige under jordoverfladen.

Anvendes som krydderi og i Gin samt som smagsdanner ved 'røgning'.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 8 x 1 m (15 x 5 cm/år), frøformerede planter dog væsentligt mere.

Videnskabelig klassifikation Rige Plantae (Planter) Klasse Pinopsida (Nåletræ-klassen) Orden Pinales (Gran-ordenen) Familie Cupressaceae (Cypres-familien) Slægt Juniperus (Enebær) Art J. communis

Ahorn, Acer pseudoplatanus.

Ahorn, pseudoplatanus. Tidligere ofte kaldt valbirk , Ær, eller løn.

Det tykkeste ahorntræ i Danmark er formentligt træet ved vejen gennem Jægerspris Slotshegn ved lågen ind til slotshaven; omkredsen i brysthøjde er 4,3 m, plantet 1740-1750 som del af en allé; træet blev fredet i 1917 (20).

Ahorn (Acer pseudoplatanus) er et stort, løvfældende træ med grove grene og håndlappede blade. På grund af artens store hårdførhed, tålsomhed over for beskæring og kronebygning bruges den ofte som allé og bytræ. Dens frugter er de kendte, vingede "helikoptere". Ahorn kaldes Valbirk.

Æren (Acer pseudoplatanus) kan skelnes fra den lignende spidsløn ved f.eks. at brække en bladstilk. Spidsløn har hvid mælkesaft, mens ærens saft er vandklar.'

Æren hører hjemme i Mellemeuropa, og dens tidligste optræden i Danmark fortaber sig i det uvisse. Den havde været dyrket i danske haver og alléer, før von Langen indførte den i skovkulturerne. 

Voldmesteren i København kunne levere frø af ær til de Langenske planteskoler. Af endnu levende ær i de Langenske plantninger kan nævnes træer i Klampenborg plantage, i Frederiksborg slotsparks nordlige del samt store enkelttræer i Nørreskoven og Ganløse Ore.

Overalt har æren bredt sig ved selvsåning fra de Langenske plantager, og i Nordsjælland er den blevet kaldt »von Langens fodspor«.

Videnskabelig klassifikation Rige Plantae (Planter) Division Magnoliophyta (Dækfrøede) Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede) Familie Aceraseae (Lønfamilien) Slægt Acer (Løn-slægten) Art A. pseudoplatanus

Avnbøg, Carpinus betulus. (Hvidbøg).

Avnbøg, Carpinus betulus.  Er et op til 30 meter højt træ, der vokser i skove og krat. Avnbøg anvendes i den japanske kunstart Bonsai. 

Avnbøg er et middelstort, løvfældende træ med en tætgrenet og næsten buskagtig krone. Hovedstammen er knudret og uregelmæssig i tværsnit. Grenene er opstigende hos nogle planter, hos andre mere udspærrede, og hos atter andre er de overhængende.

Barken er først gråbrun med nogle spredte hår. Senere bliver den grå og glat, og til sidst er den grå med fine, lyse striber på langs. Knopperne er spredte, tiltrykte, smalle og ret spidse. Skællene viser grønt allerede fra efteråret. Bladene er ægformede med dobbelt savtakket rand. Oversiden er stærkt foldet og meget mørkt grøn. Undersiden er lysegrøn med mange og tydelige nerver i fjermønster. Høstfarven er gul, senere grågul. Bladene bliver siddende til langt hen på vinteren. Avnbøg blomstrer ved eller lige efter løvspring i maj. Han- og hunblomsterne sidder i hver sine rakler. Hunraklerne bliver senere til store bundter af tre-vingede frø. Frøene spirer meget villigt. Rodnettet består af en dybtgående pælerod med kraftige siderødder. Avnbøg har mange finrødder, som helst skal have samliv med en mycorrhiza-svamp (af slægten Lactarius).

Unge planter og nedhængende grene gnaves gerne af hjortevildt og harer. Nedfaldne tørre frø ædes om vinteren af fugle.

Den bruges især i læplantninger, men bliver meget smuk som enkeltstående træ og kan bruges i smågrupper i den indre del af vildtplantninger og i skovbryn.

Avnbøg, samt andre træer af Carpinus-slægten, anvendes i den japanske kunstart bonsai. Avnbøg er meget skygge- og vindtålende. Den stiller ikke store krav til jordbunden, men trives dog bedst på den bedre jord. Træet tåler kraftig beskæring, klipning og nedbidning. Løvet er mulddannende.

Synonym: Hvidbøg, anvendes indenfor håndværk som slidtræ og som værktøjstræ som kræver stor slidstyrke, og til taljer og blokke på sejlfartøjer endvidere anvendtes det som lejer på kerrer og andre maskiner.

Cinnobersvamp og musegnav er meget hyppige skader på træet.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 15 (25) x 10 meter (30 x 20 centimeter/år). Målene kan anvendes ved udplantning.

 

Videnskabelig klassifikation Rige Plantae (Planter) Division Magnoliophyta (Dækfrøede) Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede) Orden Fagales (Bøge-ordenen) Familie Corylaceae (Hassel-familien) Slægt Carpinus (Avnbøg) Art C. betulus

Eg, Quercus.

Eg, Quercus. Er en slægt af træer og buske med ca. 600 arter, mest udbredt i de tempererede og subtropiske dele af den nordlige halvkugle. I Asien når slægten bjergene i Bagindien, og i Sydamerika bjergene i Colombia og Ecuador. Slægtens kerneområde ligger i de østlige og sydøstlige dele af USA og Mexico. I Mellemeuropa og Middelhavslandene findes ca. 30 arter. Kun to arter er hjemmehørende i Danmark, nemlig stilkeg og vintereg, mens flere andre vokser i haver og parker.

Videnskabelig klassifikation Rige Plantae (Planter) Division Magnoliophyta (Dækfrøede planter) Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede) Orden Fagales (Bøge-ordenen) Familie Fagaceae (Bøge-familien) Slægt Quercus

Hvid el? Von langen bestite denne fra norge?

Hvidellen har von Langen indført fra Norge. Siden da er den udbredt ved kultur i de fleste af landets skovegne.

Almindelig bøg, Fagus sylvatica.

Almindelig bøg, Fagus sylvatica. Eller blot bøg, er et op til 40 m højt, løvfældende træ med en tæt krone, som er bredt hvælvet. Frø og blade indeholder det giftige alkaloid fagain. Løvet er langsomt nedbrydeligt og danner morr på sur bund. Træet kan normalt blive 250 år gammelt. Danmarks officielt højeste bøgetræ er von Langens Bøg (44,5 m) i Dyrehaven nord for København. Bøgetræet fik i løbet af romantikken status som dansk nationaltræ (i modsætning til egen, der opfattedes som enevældens træ) og indgik også i den danske nationalsang.

Træet blomstrer først fra 40-50 års alderen, og selv da ikke hvert år. Hanlige og hunlige blomster sidder i adskilte rakler, men de er ikke særligt synlige. Frugterne er trekantede nødder, som sidder i piggede skåle med tre klapper. Frøene er nemme at opbevare spirer villigt, hvis altså frøene er blevet bestøvet.

Rodnettet er meget højtliggende, og det er tæt forgrenet med mange, fine rødder. Højde x bredde og årlig tilvækst: 35 x 20 m (50 x 30 cm/år).

Videnskabelig klassifikation Rige Plantae (Planter) Division Magnoliophyta (Dækfrøede planter) Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede) Orden Fagales (Bøge-ordenen) Familie Fagaceae (Bøge-familien) Slægt Fagus (Bøge-slægten) Art F. sylvatica

Europæisk lærk, Larix decidua.

Europæisk lærk, Larix decidua. Er et op til 40 m højt nåletræ med en opret og slank vækst. Det er i Danmark plantet over hele landet, især i skove. var et nåletræ, der i høj grad betog datiden ved at være et løvfæl-dende nåletræ. Det var et af von Langens yndlingstræer.

I 1720'erne havde han indført lærken fra Tyrol til sine skovkulturer i Harzen, og det var her-fra, vi især fik lærkefrø. I 1764 skrev von Langen en lille afhandling om lærken, som han roser på grund af væksthastighed og veddets styrkeegenskaber. Lærken trivedes i første omgang fortræffeligt i de Langenske plantager, og endnu finder vi livskraftige, godt 200 år gamle lærketræer i Nørresko-ven, Klampenborg og Tinghus plantager. Det største lærketræ i Danmark er formentlig en Langensk lærk i Nørreskoven med en højde på ca. 38 m og en diameter på ca. 1 m. Tinghuslærken er blevet kendt langt ud over landets grænser gennem C. Syrach-Larsens forædlingsarbejde.

Rodnettet består af en eller flere kraftige, dybtgående hovedrødder. Finrødderne ligger højt i jorden og danner mycorrhiza med flere svampe, heriblandt lærkens rørhat.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 25 x 15 m (45 x 25 cm/år).

Skovfyrren, Pinus silvestris.

Skovfyrren, Pinus silvestris. Er udbredt over det meste af Europa og store dele af Asien. På von Langens tid var den allerede kendt fra tidligere dyrkning her i landet. De Langenske skovfyrplantninger bekræftede, at træarten kunne trives hos os, og endnu finder vi enkelte Langenske skovfyr, de bedste i Nødebo Holt.

Skovfyrren er et nøjsomt træ, der kan vokse på de fattigste jorder, og det var på sådanne områder, man i særlig grad gjorde brug af den. På Alheden ved Viborg blev de første hedeplantager grundlagt i 1788, og på sandflugts-arealerne ved Tisvilde begyndte man træplantningen i 1793.

I de ny plantager såvel på heden, i klitterne som på overdrev og fattig agerjord, blev skovfyrren anset som det vigtigste træ. Kultiveringen af disse arealer foregik især ved udsæd af træfrø, navnlig skovfyr, og i tiden fra omkring 1790 til omkring 1810 anvendte man 2.000 - 10.000 pund frø af skovfyr årligt. Det meste frø fik man i denne periode fra Tyskland, men en del kom dog fra Norge. 

Videnskabelig klassifikation Rige Plantae (Planter) Klasse Pinopsida (Nåletræ-klassen) Orden Pinales (Gran-ordenen) Familie Pinaceae (Gran-familien) Slægt Larix (Lærk) Art L. decidua

Canadisk poppel, Populus x canadensis.

Canadisk poppel, Populus x canadensis. - senere kaldt landevejspoppel og poppelpil, Kanadisk poppel.

Det viste sig snart, at den kanadiske poppel blev den foretrukne art til beplantning af gærderne mange steder i landet, hvor den blev dyrket som »toppil« med styning af kronen hvert 5-10 år. Særligt på Lolland, Falster, i Sydsjælland, Odsherred og på Fyn plantedes mange popler, og topstævningen brugtes dels til risgærder, dels til brændsel.

Der er næppe nogen anden træart, der har fået en så hastig og eksplosiv, udbredelse som kanadisk poppel. Allerede omkring 1825  ca. 50 år efter den var kommet til landet, var den formodentlig den almindeligst plantede træart uden for skovene, og i de sidste tiår af 1800 tallet, var landevejspoplen uden tvivl det åbne lands mest almindelige træart, plantet langs gærder, veje og ved huse.

De gamle, latinske navne for den kanadiske poppel var Populus caroli-niensis, og Populus canadensis. Navnene antyder, at træet kom fra Amerika. Men nu ved man, at den kanadiske poppel er en hybrid, der opstod i Frank-rig omkring 1750; man anser forældrearterne for at være den amerikanske Populus deltoides og den europæiske, Populus nigra. Et nyt navn for den kanadiske poppel er Populus euroamerican.

Videnskabelig klassifikation Rige Plantae (Planter) Division Magnoliophyta (Dækfrøede planter) Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede) Orden Malpighiales (Barbadoskirsebær-ordenen) Familie Salicaceae (Pile-familien) Slægt Populus (Poppel) Art P. x canadensis

Almindelig ædelgran, Abies alba.

Almindelig ædelgran, Abies alba. Er et op til 45 m højt stedsegrønt nåletræ med stift udstående grene. Det er ret almindeligt plantet, især i Midt- og Vestjylland.

Ædelgran kaldtes på von Langens tid og til langt op mod vor tid for hvidgran efter det tyske navn Weistanne. Træarten hører hjemme i Mellemeuropa. Enkelte af de Langenske ædelgranbevoksninger er blevet kendt i forstlige kredse på grund af de store dimensioner, træerne har opnået. I Klampenborg plantage står to Langenske ædelgraner på den lille slette sydøst for Peter Lieps Hus. Indtil slutningen af 1920'erne stod her en tæt bevoksning, som man huggede, fordi træerne begyndte at gå ud. De højeste ædelgraner var dengang omkring 45 m høje. I 1890 var denne bevoksning meget tæt, og en træmåling viste, at vedmassen pr. ha var ca. 1.400 m3, eller 2-3 gange så stor som i en hugstmoden granbevoksning på 70 år. 

I den Langenske plantage i Nørreskoven stod der i 1945 16 af de oprinde-lige ædelgraner, i 1964 var der 7, og i 1977 er der kun 2 tilbage. Under vore forhold synes ædelgranen at have nået sin aldersgrænse, når den nærmer sig 200 år. Danmarks hidtil højeste træ på 47,8 m var en ædelgran, der stod på skråningen ned mod Furesøen. Den gik ud og måtte fældes i 1965. Diame-teren i brysthøjde var ca. IV2 m og træets kubikindhold ca. 30 m3. Træets stub er blevet behandlet med imprægneringsvædske, for at man længst mu-ligt kan fastholde mindet om den store ædelgran.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 40 x 12 m (40 x 20 cm/år).

Naur, Acer campestre eller Navr.

Naur, Acer campestre eller Navr. Er en op til 15 m høj, løvfældende busk eller træ med en tæt grenet og ægformet til rund krone. På grund af artens evne til at tåle klipning bliver den meget brugt som hækplante. Plantens urteagtige dele indeholder mælkehvid saft. 

Navr er et middelstort, løvfældende træ med en tæt grenet og ægformet til rund krone. Stammen er kort, og hovedgrenene er oprette eller opstigende. Barken er først lyst chokoladebrun, dernæst stribet med lyse furer (nu og da også med kork-lister), og til sidst gråbrun og opsprækkende i firkantede felter.

Knopperne er modsatte, små og rødbrune med grå hår langs skælkanterne. Bladene er omvendt ægformede med to små og tre store lapper. Lappernes spidser er afrundede hver med tre grove tænder. Oversiden bliver hurtigt blank og mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Høstfarven er gul.

Træet blomstrer kort efter løvspring i slutningen af maj. Blomsterne sidder i toppe, hvor de enkelte blomster er gulgrønne med røde pletter. De vingede frugter modner godt og spirer villigt i Danmark.

Rodsystemet er hjerteformet, men med mange, lodrette hovedrødder og fint forgrenede og højtliggende siderødder.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 15 x 6 m (40 x 30 cm/år).

 

Videnskabelig klassifikation Rige Plantae (Planter) Klasse Pinopsida (Nåletræ-klassen) Orden Pinales (Gran-ordenen) Familie Pinaceae (Gran-familien) Slægt Abies (Ædelgran) Art A. alba

Navr med sammenvokst gren.

Blad af Navr, læg mærke til den skarpe vinkel ved blad snittet, og de grønne frugter.

Rødgranen.

Rødgranen.  var det vigtigste nåletræ i de Langenske plantager. De største nulevende rødgraner i Danmark står i von Langens plantage i Klampen-borg. De har trods beskadigelse af hjortevildt opnået højder på omtrent 40 m. Også i Gribskov og i Nødebo Holt findes enkelte Langenske graner endnu i live. Von Langen har formentlig fået sit granfrø fra Harzen og Thiiringerwald de provenienser, han har skaffet til landet, har i hvert fald været veleg-nede. I forordningen af 1781 - nævnes granen ikke som fremtidstræ for de danske skove, men det viste sig snart, at den blev den vigtigste af de Langenske træarter.

Den meget store udbredelse, som rødgranen har fået efter 1850, det skal dog nævnes, at rødgranen i vore dage er det mest betydende skovtræ i Danmark, både arealmæssigt, og set fra et økonomisk synspunkt.

I slutningen af 1800 tallet var de fleste af de Langenske plantager hugget. Om deres betydning for dansk skovbrug udtalte forstdocent P.E. Muller sig i 1882 på følgende måde: »... de Langenske plantager, der i lang tid har været en pryd for de nord-sjællandske statsskove, har afgivet betydeligt udbytte og ydet meget lærerigt materiale til studiet af vore forskellige skovtræarters vækst.